At fare vild og miste fodfæstet

Erkendelsens magt 

Da jeg forlod Danmark for en måned siden vidste jeg ikke hvad der ventede mig. Jeg havde ingen anelse om omfanget af min rejse, og hvordan det skulle gå. Jeg havde tre planer; ankomme til Buenos Aires, bo der en uge og finde ud af, hvad der skulle ske indtil mit næste punkt på rejsen; Machu Piccho.

Efter Machu Piccho foreligger der ingen planer udover at jeg godt kunne tænke mig at slutte min rejse på Cuba. Jeg havde en del ideer til steder som jeg godt kunne tænke mig at opleve, men det var den praktiske del. Hvad der skulle ske med mig som menneske havde jeg ingen ide om, udover at jeg vidste, at det ville forandre mig og dermed danne mig som menneske.

 

Modet til at give slip

For mig handler det lige nu om at fare vild og ikke vide, hvor jeg er – at miste fodfæstet og give slip på alt det der binder mig fast til hjemlandet – give slip på trygheden ved mit netværk og min familie. Det har betydet at mange af jer derhjemme oplever at I ikke længere er på min venneliste på Facebook. Det beklager jeg, men lad mig understrege at det ikke er personligt – min kærlighed til jer alle er stadigvæk intakt. For mig lige nu er det nødvendigt at klippe strengen, der forbinder mig til jer; ellers kan jeg ikke give slip og være her 100 procent. Indtil nu har jeg været her 90 procent og 10 procent hjemme; og det forhindrer mig i at fokusere 100 procent på min mission; At finde mig selv og den vej jeg skal tage i livet. Jeg vil forsætte med at skrive her på min blog, og jeg håber I stadigvæk vil følge med derhjemme. Skriv endelig en kommentar, hvis det jeg beretter om fanger jeres interesse.

 

Min rejse & mit liv

Indtil nu har min rejse været fantastisk, jeg har set så mange spændende og spektakulære ting og mødt så mange interessante mennesker, at det fra tid til anden kan være svært at fatte omfanget af mine oplevelser og erfaringer. I den forbindelse vil jeg gerne fortælle de vigtigste ting jeg har lært indtil nu; Jeg har fundet ud af, hvordan jeg lærer … for mig handler det om at få fingrene ned i materien, jeg skal røre og arbejde med det jeg skal lære. Det opdagede jeg hos mine to fantastiske spansklærere, Ani og Silvi hos BASP.

På tre dage lærte jeg mere spansk end nogensinde før; og jeg håber at jeg kan få tid til at komme forbi hos dem igen og lære mere. Den anden ting er at jeg har noget med mad – jeg har haft det på fornemmelsen længe, men jeg har også været usikker på om jeg nu også kunne det godt nok. Det ved jeg nu og jeg er taknemmelig for den gave det er; at have evnerne til at lave et godt måltid mad andre sætter pris på.

Lige siden jeg blev født har jeg aldrig rigtigt følt mig som en del af “gruppen”. Jeg har altid følt mig udenfor og aldrig virkelig følt mig hjemme nogen steder. For mig har det næsten altid handlet om at gøre andre tilpas for at kunne blive en del af dem jeg er sammen med. Måske er jeg ved at komme tættere på en lindrende forklaring, hvorfor jeg har det sådan. Jeg ved i dag at der, hvor jeg følte mig mest tilpas, var i mine år sammen med Louise og det skylder jeg hende stor tak for – samtidigt var jeg ofte også meget ulykkelig fordi mit liv ikke bevægede sig og udviklede sig som jeg havde håbet på.

Livet sammen med Louise gav mig styrken til at holde ud og kæmpe og det er jeg hende for evigt taknemmelig for. Vi har alle drømme og passioner der kan give os glæde i livet, men jeg også samtidigt at vi bange for at leve dem ud. Der er noget, som holder os tilbage, og det er min opfattelse at det forhindrer os i at leve vores liv som det var meningen; og dermed hindrer det os i at komme tættere på hinanden.

Når man som jeg, lever på hostel møder man hver dag nye mennesker -og indtil for nylig var det typiske spørgsmål som; Hvor er du fra?, Hvor lang tid har du rejst?, Hvor skal du hen?, Hvad hedder du?, Hvad laver du derhjemme? o.s.v. Jeg ser dem nu som en række trivielle og praktiske spørgsmål, der har til formål at skabe en fælles forståelsesramme og identificere ligheder mellem de personer man møder. Den tryghed der ligger i at holde sig indenfor den ramme gør, efter min overbevisning, at det nemt bliver overfladisk og vi kommer aldrig rigtig tæt på. Ligesom at de fleste straks tilføjer en som ven på Facebook.

Det virker så tomt og ligegyldigt – og efter min mening giver det en falsk tryghed, der i sidste ende blot gør en mere ensom og fortabt. Så på det sidste har jeg prøvet en anden indgangsvinkel. I stedet for standardspørgsmålene går jeg direkte til navnet og derfra spørger jeg til deres drømme og passioner. For mig virker det meget bedre, fordi alle har noget de virkelig brænder for; og at opleve gnisten i deres øjne, når de fortæller om deres passion er det mest fantastiske øjeblik hvergang! Så kan vi altid tale om trivialiteterne senere når vi skal placere hinanden geografisk, og i livet, hvilket også er interessant.

 

Mine planer

I morgen tidlig rejser jeg fra PAX mod vest. Jeg lander i Cordoba i morgen eftermiddag og derfra bevæger jeg mig mod Mendoza og over til Santiago de Chile. Derfra vil jeg bevæge mig nordpå til mit næste mål; Machu Piccho. Det bliver rigtig spændende og jeg glæder mig til at komme videre med at opleve dette fantastiske kontinent og komme tættere på at nå min mission; At finde ud hvem Mike virkelig er og hvor dybt kaninhullet er ?

Jeg savner jer allesammen og husk min kærlighed til jer er stor.

Knus, kram o.s.v. Kh. Mike