En rejse ud i den vilde og barske natur

Inden min snarlige afrejse fra el calafate må jeg lige lette mit hjerte til jer endnu engang. Meget spændende er sket siden jeg vendte helskindet retur fra gletsjerne. Mandag aften blev jeg inviteret med af personalet til et gøgler arrangement, hvor de selv skulle optræde.

Det startede først klokken 01.00 og for at komme derover skulle jeg igennem et temmelig skummelt kvarter. Bagefter fik jeg at vide at jeg skulle have taget en taxi, fordi området er temmelig brutalt. Med to arme og to ben intakt landede jeg klokken 00.00 på Melmac som stedet hedder; og hvilken oplevelse det var. Der var leg med ild og klovnesjov som jeg af gode grunde ikke helt forstod, men lydene og stemningen var ikke til at tage fejl af.

 

 

For mig var det rart at møde personalet under helt andre omstændigheder og jeg kan mærke at de satte stor pris på at vores lille gruppe havde lyst til at opleve, hvad deres passion her i livet er. Desværre havde jeg kun min iPhone med og den tager jo desværre ikke de bedste billeder når mørket falder på …

Tirsdag tog jeg en hviledag som jeg brugte på at sove, få et varmt bad og proviantere; uden mad og drikke duer helten jo ikke. Jeg fik også tid til at få set på lokal området.

Naturreservatet 

Onsdag var så min sidste dag i dette fænomenale sted, hvor roen og nærværet var i højsædet. Stedet, hvor man lige skal afklimatiseres en dags tid inden man falder til ro og giver sig hen til naturen, og de smukke scenarier den har at byde på her. Her dratter man omkuld af træthed når klokken omkring klokken 9 – 10 om aftenen, for alt den friske luft gør dig helt naturligt døsig når mørket falder på. Jeg startede dagen med at byde på blødkogte æg til et par andre backpackere jeg havde mødt aftenen før.

 

 

De skulle videre til El Chaletan, der ligger nordpå. Det er et område jeg ikke nåede at stifte bekendtskab med denne gang – måske næste gang. Herefter gik jeg ned til naturreservatet der ligger ca. en halv times gåtur fra mit hostel. Efter at have rejst rundt i så mange kæmpe store naturreservater gennem årene, blev jeg noget forbavset over,  hvor mange fugle der kan leve på så lille et område. Det lykkedes mig flere gange at komme helt tæt på og virkelig mærke suset ved at være på lige her og nu. På trods af kulden var her også flamingoer, men de var svære at komme tæt på fordi de stak af hvergang jeg var tættere på end 50 meter … men rovfuglen jeg desværre ikke kender navnet på. Den var fuldstændig ligeglad med mig, indtil jeg var 3 meter fra den.

 

 

Smag på fortiden

Efter min tur rundt i reservatet var det tid til lidt kultur og historie undervisning. Efter en kortere tur ud i landskabet landede jeg ved strandkanten af Lago Argentino.

Her fik jeg set hulemalerier der efter sigende er mere end 4000 år gamle. Det interessante her er at fortidens mennesker satte deres aftryk til eftertiden. Måden man kan genkende en mande -og kvindehånd fra hinanden er at mandens aftryk er som et negativ – det vil sige at der er malet udenom hånden. Kvindens er afbildet som et positiv, hvilket betyder at farven kommer direkte på håndfladen, hvorefter aftrykket sættes på væggen. Desværre har tidens tand efterhånden udvisket oldtidsgrafittien.

 

 

Derfor har de flere steder været nødt til at replikere for at bevare det for eftertiden. Enkelte af malerierne beskriver hele livscyklusen for fortidens beboere. Der blev også tid til at smage på fortiden. Hele området omkring El Calafate er groet til med planter, som kan spises og bruges til at dufte godt. Sidst nævnte hedder Paramela og dens duft minder meget om eucalyptus … en rigtig god duft.

Den anden jeg stiftede bekendtskab med hedder Romerillo. Den bruges som krydderi. Når du smager på den har du tre forløb; først smager den af mild peber – derefter følger en diskret smag af rosmarin el. timian – til sidst får man en bitter smag på tungen og den breder sig om i nakken. Den er virkelig delikat og jeg fik selvfølgelig provianteret af den eftersom den gror over det hele. Jeg har en opskrift klar om et par dage på mad med venner. Romerillo smager fantastisk i en hønsesuppe med salt, citronskal -og saft.

 

 

Selve El Calafate var oversvømmet for 10.000 år siden. Senere flyttede der folk hertil og de levede for sig selv indtil omkring 1500-tallet, hvor de første hvide mennesker viste sig. Og med det kom syfilis, hvilket udryddede mange af de indfødte. Nu til dags er El Calafate et meget tørt område. Der falder kun 300 mm regn om året og det har sin afsmitning på mulighederne for at dyrke grøntsager og avle dyr. Det betyder igen at indkøb hernede i nogle tilfælde er dobbelt så dyrt som Buenos Aires. Hvad der til gengæld mangler på indkøbsfronten, bliver så rigeligt kompenseret med den fantastiske natur, og de smukke scenarier som omringer en over det hele.

Et par noter omkring El Calafate; byen har oplevet store problemer med plasticposer i naturen og det ses tydeligt når man kommer uden for byen, hvor store områder flyder med brugte plasticposer. I et forsøg på at løse det har man forbudt plasticposer. Derfor kan man kun købe stofposer til 5 pesos stykket i butikkerne. Alternativt kan man nappe sig en papkasse til sine varer. Det syntes jeg er en temmelig interessant fremgangsmåde.

Når du skal rejse fra El Calafate bliver du opkrævet en ekstra lufthavnsskat på 38 pesos. Det er det der går under navnet “Gringo Tax”. Tilsyneladene er det meget normalt i Sydamerika.

 

 

Nå men tilbage til det positive som har udgjort 99,99999 procent af min rejse hernede. Jeg boede på America del sur og kommer du forbi disse fronter er det et dejligt sted at bo og personalet er søde og rare og der er rent – fordi du skal tage dine sko af i indgangen – der er nemlig varme i gulvet og det er jo dejligt.

På vej til lufthavnen kørte jeg med den bedste chauffør. Han bød på gammel blues i sin gamle og knitrende radio. Det var så smukt at se solen stå op bagved bjergene mens den triste stemme bragede ud af højtalerne og mens det tørre landskab gled forbi i et afdæmpet tempo. Nyd billederne herunder ¡Ciao!