Og jeg fik noget at bruge tiden til.
Der er nu gået næsten to uger siden jeg sidst skrev her på min rejseblog. I den mellemliggende periode har jeg været i Cordoba og Alta Gracia, hvor El Che henholdsvis studerede og voksede op. Jeg har set hans motorcykel. Den samme der inspirerede mig til at lette røven og komme ud på landevejen, og mærke livet presse sig ind på mig.
Efter et par dage gik turen videre til Mendoza, hvor jeg har været rundt og besøge vingårde; og ja jeg har smagt på rigtig gode vine. Der blev også tid til et besøg på en lille chokolade fabrik, hvor de også producerede chili, olivenolie og oliven.
Fredag for en uge siden oplevede jeg så højdepunktet på min rejse indtil nu. Ejeren på Monkey Hostel, hvor jeg bor i Mendoza arrangerer private ture i hans Jeep. Da jeg efterhånden er ved at være træt af at gå de samme steder hen, som alle de andre wanna-be backpackere og turister var beslutningen nem; og hvilken dag det blev.
Tidligt om morgenen kørte vi mod Andesbjergene og vi stoppede alle de fede steder, hvor der ikke var andre mennesker overhovedet. Jeg fik set byggeriet af et nyt Hostel som ejeren er ved at opføre.
Bygget op i træ og kun med det mest nødvendige. Det er til dem der gerne vil opleve flere dage i bjergene, og bare har brug for en seng og et toilet. Det vil jeg jo meget gerne prøve.
Efter fremvisningen gik turen videre mod en lille by ved navn, Las Vegas, hvor vi hentede lidt ost og pølser inden vi kørte højere op i bjergene til et sted, hvor civilisationen bogstaveligt talt sluttede. Her hvor vi landede var der ingen strøm, der var kun et hus og ingen marker til at dyrke jorden.
Det eneste man kan her er at overgive sig til omgivelserne og acceptere at hvis man vil overleve, skal man have et indgående kendskab til naturen og området. For mig var den familie jeg mødte her; nogle af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Deres opgave er at passe på køerne som bønderne ejer og sikre at de ikke bliver syge. For det modtager Gaucha familien et lille beløb hver måned.
Lørdag morgen gik turen videre mod Chile. Fire af mine venner var tilfældigvis i Santiago de Chile på samme tid; En busbillet fra Mendoza koster kun 110 pesos, turen tager ca. 6 timer og går direkte igennem Andesbjergene. Så fik jeg rigtig oplevet hvor store Andesbjergene er.
Vel ankommet til Santiago og Ventura sur Hostel fik jeg besøgt 3 af mine venner. Dagen efter rejste de to og den sidste ven stødte til og det blev som sædvanlig en festlig aften. Dagen efter var vi ude og gå en tur og sørme om vi ikke stødte ind i en tredje ven fra Mendoza. Ja verden er sgu lille. Vi havde alle tre været på det samme Hostel i Mendoza og i Buenos Aires, All In Monkeys og PAX.
Jeg havde planlagt at skulle tilbage til Mendoza og det viste sig at den ene havde glemt noget i Mendoza, så pludselig blev vi enige om alle tre at tage tilbage til Mendoza. Og midt i det hele var der en fjerde person fra Colombia, der pludseligt også ville med.
Tirsdag middag (kun en dag forsinket) gik turen igen til Mendoza og Monkeys. Hvor jeg lørdag brugte ca. 6 timer på at komme til Chile måtte vi bruge mere end 9 timer på at komme tilbage til Argentina p.g.a. tolderne på den argentinske side. Vi brugte 3 timer på at de lavede absolut ingenting; 1 time på at de rodede vores tasker igennem for jeg ved ikke hvad, og så fik vi ellers lov til bare at vente uden grund i 2 timer. Jeg ved godt hvad I tænker og tro mig der var fire busser fyldt med rejsende der havde lyst til at gøre det samme ved de spader.
Nå men 3 timer forsinket ankom vi endelig til Mendoza, og vi havde med vilje ikke meddelt vores ankomst til Monkeys, så det var dejligt at glæde dem med en overraskelse. Gensynsglæden var stor og hvilken Asado vi fik. Den bedste jeg har haft indtil nu og min Chimichurri er altid et hit. I morgen kommer der muligvis to andre fra Ventura sur i Santiago sammen med ejeren derfra. Sker det er det lykkedes os tre at trække alle gæsterne fra et hostel til et andet. Det må siges at væres en succes.
