Der står de så, de ensomme tårne og svajer ganske let i vinden. Som høje træer, der vokser ind i himlen, minder de os om, hvor store bedrifter vi som mennesker kan opnå. Med deres stoiske udseende giver de en lyst at kravle helt til tops, for derefter at lade sig falde i dybets stille ro.

Nu skal vi fandme have os en vaskeægte falden-på-halen-tragikomisk aften i Hell’s Kitchens dunkle tåger, mens tusmørket langsomt, men sikkert slukker for solens belejlige stråler. Der forsvinder varmen og man skutter sig i sines armes varme. Mens nattens lys sørger for at vi ikke falder til ro – Bare lidt endnu – bare hold dig vågen. Jeg har mere at byde på brøler damen med faklen. Hendes retfærdige stemme breder sig ned til gadens folk, hvor de gule biler, gør sit til at overdøve damens klang. Med deres mekaniske symfoni. En blanding af plastik, metal, gummi og smeltet sand, vækker de trangen til at måtte søge ly for asfaltens og betonens trængsel.

Med vinden om ørerne bemærker du storbyens dinosaurer løfte deres næb, mens de starter på deres svanedans, mod månens første desperate lys. Højt oppe bevæger de sig i takt til storbyens melodi. Den dystre sang om fuglene der faldt så højt, at det ramte lige der hvor vi ikke forventede, at alt skulle falde fra hinanden.

Af støv er du kommet. Til støv skal du blive og som en anden fugl Føniks, vil vi atter rejse os fra jordens overflade. Fra resterne, vil vi endnu engang løfte os selv mod stjernerne. Stjernerne der venter derude i det uendelige mørke. Det mørke, der skabte os alle.

Til tonerne af storbyens metalliske øgler, der med deres knirkende rytme spiller med på storbyens soundtrack, bevæger jeg mig med løftet pande gennem glemslens uartige malstrøm. Alt imens jeg tænker på det, der betød noget for dig.