Det er utroligt som ting udvikler sig her i Sydamerika.
For en uge siden sad vi tre venner og talte om at vi skulle tilbage til Mendoza. Bare lige et par dage. To dage senere melder et par venner fra Santiago deres ankomst så tre dage blev til fire og til fem dage. Da Erik og jeg endelig besluttede os for at lette røven og komme afsted kunne vi ikke, fordi passet i Andesbjergene mellem Argentina og Chile var lukket p.g.a. sne. Så to dage blev til til 7 overnatninger.
Dagene gik bl.a. med at ride på heste hos Gauchoen Daniel, hvor jeg tidligere har været på besøg. Det var simpelthen fantastisk at ride på hest gennem bjergene. Disse heste er fantastiske og flere gange var jeg ved at sige stop af bare spænding. Forestil dig en smal stejl sti på ca. 30 cm i bredden. Til din højre side er der flere hundrede meter op til toppen. Til din venstre side er der også flere hundrede meter stejl klippe ned. På denne sti går din hest stille og roligt, i mens du læner dig godt tilbage for at distribuere vægten rigtig; uden hjelm eller noget som helst andet sidder du på en saddel med fåreskind under og fødderne placeret i bøjlerne.
Bedst som du tror at du har prøvet den mest stejle af stierne kommer du til en der er endnu mere stejl og derefter går det op igen af en endnu stejlere sti. Til sidst er du i 3500 meters højde, og du har nu en meter til hver side af dig og hvorfra det flere steder lodret går lodret ned. Og prøv så om du kan tage et billede mens du rider på din hest. Det er umuligt. Derfor er der også kun få billeder fra de få gange, vi ikke red på disse fantastiske heste. Efter 3 fantastiske dage tog Michelle afsked med os og vendte hjem til Canada igen.
De næste dage gik med at lave mad sammen med Erik, Catalina, Jenna, Ross og Smelly Guy, en skægget og stinkende abe fra Australien, og spille Monopoly. Dog ikke som du kender det. I vores udgave skulle man drikke en tår øl, hvergang man købte en grund, landede på en andens grund og en tår for hvert hus man placerede på sin grund.
Det var morsomt og sjældent har jeg muntret mig så lystigt som de dage. Vi fik gået en masse ture rundt i byen og oplevede de smukke efterårsfarver nu, hvor vintereren så småt nærmer sig. Og nåh ja selvfølgelig blev der også tid til endnu en Asado – den blev afholdt samtidigt med at finalen i Stanley Cup blev afholdt. Ja jeg er blevet Hockey fan nu. Go Boston! (sorry Michelle).
Livet i Mendoza har været fantastisk og jeg er blevet rigtig gode venner med ejerne, Luc og Matias. De er to fantastiske mennesker, der gør alt, hvad de kan for at vi kommer ud og ser bjergene og deres by; og at vi samtidigt har det godt. Det rigtige sjove er jo så, at til oktober når der er oktoberfest i München kommer Luc, der er fra Belgien til München. Det samme gør jeg, Erik, Jenna, Ross og en par stykker. Det bliver festligt og vi bliver nok nødt til at leje et mindre hus. For der skal jo laves mad til folket.
Nu sidder jeg i bussen på vej til Chile igen. Denne gang bliver det til en enkelt overnatning inden jeg flyver videre til Lima på vej mod nye eventyr.
