Oplevelserne lever endnu

Endnu et land … 
Efter nogle hektiske uger i Peru var tiden kommet til Ecuador og Quito. Min første tanke var; endnu en storby, men efter to dage må jeg indrømme at der er noget særligt ved byens puls. Der er mere end øjet umiddelbart kan se og maden her er fantastisk. Her kan man spise sig mæt for lige knap 13,-.

For den pris får man; Oksekødssuppe, frisk frugt, frisklavet juice, en dejlig kotelet med ris og salat. Det smagte fantastisk og alt var tilberedt som det skulle være … mums. Jeg boede på Vibes Hostel – et dejligt lille hyggeligt sted uden for mange mennesker og besvær. Erik og jeg fik vandret lokalområdet tyndt – men desværre var tiden ikke til så meget så … næste gang måske, fordi der er helt sikkert mere at se og opleve i Quito – og i det hele taget Ecuador som jeg desværre kun når en uge af i denne omgang.

Galapagos var en god ide, men jeg nægter at spendere 5-6000,- på at foretage mig det samme som alle de andre backpackere! Nyd billederne herunder og glæd jer til min beretning fra Cotopaxi som er næste stop her i Ecuador.

 

Så oprandt dagen endelig, hvor jeg skulle nå i mål. 

Klokken 03.30 om morgenen blev vi sparket ud af den våde sovepose og efter en hurtig pandekage var vi femten minutter senere, på vej mod det sidste checkpoint. Kl. 05.00 åbnede de for porten og et kvarter senere var vi afsted. Foran os ventede en times vandring til Solporten, som er det første stop inden man ankommer til Machu Picchu.

Før vi kunne komme til Solporten skulle vi dog lige krydse “The Gringo Killers” som er de 50 værste trappetrin du overhovedet kan forestille dig. Hvert trin er 40-50 cm høje og kun 15-20 cm dybe. Det er ikke for sjov skyld at de har fået det navn. Efter The Gringo Killers skulle vi lige forsætte 15 minutter mere opad, men så ankom vi også til Solporten.

Efter 3 dage med konstant regn var det dejligt med tørvejr til en forandring. Desværre var det så overskyet at vi ikke kunne se Machu Picchu så efter et kort stop begyndte vi vores nedstigning til hovedværket. Undervejs fik vi set to andre ruiner, hvoraf den ene var til ofringsceremonier. Jeg må indrømme her at jeg var for træt og udmattet til at følge med. og lytte til vores guides spændende fortællinger om ruinerne.

10 minutter senere ankom vi endelig til vores rejses mål – og hvilken oplevelse. Selvom det stadigvæk var overskyet var det fantastisk at ankomme til Machu Picchu. Efter at have set så mange billeder af det, var det endnu mere fænomenalt at opleve det i virkeligheden.

Efter så mange dages vandring er man fuldstændig blæst i bøtten og enhver tanke om at foretage sig noget som helst er så fjern, men alligevel fik jeg taget mig sammen og set på herlighederne. Der er så mange tanker, der er gledet gennem min hovede efter min tur derop og jeg kan fortælle mange spændende ting om det, men jeg orker simpelthen ikke nu. Så den fortælling må I have til gode ved en senere lejlighed.

Håber alt er vel derhjemme … nyd billederne.

/Mike

 

 

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle ud på den største tur nogensinde i mit liv. 

4 dage med rygsækken igennem andesbjergene for til sidst at lande ved Machu Picchu. En rask lille tur på godt og vel 42 km i 3-4000 meters højde. Da jeg bestilte min rejse hjemmefra bestilte jeg en porter til at bære lidt af min bagage for mig. Prisen var 60 US$ for 9 kg. Da jeg skulle starte min tur var vægten, som porteren måtte bære faldet til 6 kg. så jeg endte med selv at bære min bagage. Det var sindsygt hårdt at rende rundt med 15 kg på ryggen, men det var også fedt at gøre det. Særligt når jeg så hvor meget porterne kunne slæbe på – og det tempo de havde med fuld oppakning. De nærmest løb …

Hemmeligheden er cocablade. Jeg skulle selvfølgelig også prøve det, og det virker fantastisk. Du får masser af energi og overskud til at performe ekstra. Ved at tygge cocablade eller drikke det som te får du kroppen til at producere flere af de røde blodlegemer, hvilket gør det nemmere for dig at trække vejret.

Det kurerer ikke højdesyge, men det kan i den grad afhjælpe symptomerne. Effekten er bedst når du tygger på dem, men du skal lige vænne dig til det, fordi det smager meget bittert – endnu mere end mate der også skulle have helbredende effekter, dog ikke i forhold til højdesyge.

Når så effekten aftager får du ikke et dyk som kaffe har det med give dig. Cocablade har været en del af kulturen i Sydamerika i mange tusinde år -og aldrig som kokain, men som den opkvikkende naturmedicin det er. Cocablade indeholder også masser af kalcium og koffein samt en masse af andre sunde ting for kroppen. Bl.a. virker cocablade godt mod mavesår og på grund af det høje indhold af kalcium har de fleste gamle mænd og damer deres egne hvide tænder indtil de dør.

Det blev til fire dage med mange udfordringer særligt fordi de første tre dage regnede det hele tiden … Roskilde go home … Det er her drenge bliver til mænd.

 

 

Dag 1

Klokken alt-for-tidligt om morgenen blev jeg hentet på Wild Rover Hostel, og herfra gik turen sammen med min nye gruppe, der udover vores guide, William, bestod af 4 Brasilianere, Arthur, Gustavo, Eduardo og Alexandre. Første stop på ruten var Ollantaytambo, hvor der var mulighed for at proviantere med kiks og andet snacks til turen. Med i prisen var selvfølgelig inkluderet tre fulde måltider, men i løbet af dagen er det vigtigt med små energitilskud, fordi du forbrænder sindsygt meget energi på sådan en tur. Efter indkøb af de manglende ting og lidt morgenmad, stødte vores kok til og turen gik videre til det første stop på vores hyggetur.

Efter en tur på ca. 20 km ankom vi til Piscacucho. Med silende regn var jeg glad for at jeg havde taget mit vandtætte regnsæt fra Helly Hansen med – ligesom at jeg var glad for min regntætte rygsæk. I løbet af tre timer skulle det vise sig at mit dyrt indkøbte regnsæt ikke var en skid værd. Jeg var drivvåd efter 1 time og da vi ankom til vores første camp skulle det vise sig at min rygsæk ikke var så tæt alligevel; med det resultat at bl.a. min sovepose var drivvåd. Jeg skal vist lige have en alvorlig snak med en vis sælger hos friluftsland om brug og betydningen af visse begreber.

Nå men det er jo på sådan en tur at drengene bliver skilt fra mændene og selvom jeg havde feber og hostede som en gal, måtte jeg kæmpe mig igennem den første nat. Det hjalp at tænke på, hvad Che og hans mænd måtte gennemgå først på Cuba og senere i Bolivia. Når de kunne, så kunne jeg også.

 

Dag 2

Vi blev vækket klokken 5 om morgenen og efter en hurtig gennemgang af dagens rute og morgenmad, var vi klar til at komme videre. Jeg kunne mærke at min medicin var begyndt at virke og samtidigt at jeg var kommet ud i den friske luft uden bilos og smog.

Min krop var så småt ved at være klar til aktion. I to timer vandrede vi opad til ca. 3700 meters højde, hvor vi måtte vende om, fordi der tilsyneladende som noget helt usædvanligt for årstiden, var faldet 20 cm sne. Derfor var porten lukket over passet … øv – men når ikke engang porterne vil krydse passet, må man som standhaftig Skandinaver tilpasse sig.

Det betød at vi måtte gå hele vejen tilbage for derefter at følge jernbanesporet. En rask lille omvej på ca. 20 km. Vores lille gruppe skulle vise sig at være nogen af de sejeste – og det til trods at vi alle var plus 36. De andre grupper startede typisk dagens trekking en halv- til en hel time før os andre, men mærkeligt nok kom vi altid først til lejren.

Der var tryk på og vi oplevede en del yngre personer, der måtte opgive ævredet, fordi det var gået op for dem, hvor svært det var. Det her er virkelig hårdt, og når det samtidigt pisser ned hele dagen og man er langt væk hjemmefra, så skal der virkelig godt mod, kræfter og energi til. Det her er ikke for at fornærme eller være nedladende over for nogen. Jeg tror at på et tidspunkt var det tæt på en tredjedel af dem, der var på Inkastien i de dage, måtte vende snuden om og slukøret tage med toget tilbage til Machu Picchu.

Selv de mest toptrænede og fitte amerikanere fik et chok. Indrømmet der var også stunder hvor jeg havde lyst til at kaste håndklædet i ringen, men noget i mig ville bare ikke give op. På anden dagen overnattede vi i tørvejr på et betongulv tæt ved Chachabamba. Efter dagens strabadser syntes Brasilianerne at det var på tide med en fortjent øl … hvilket selvfølgelig blev til flere.

Fantastisk aften.

 

 

Dag 3

Klokken 5.30 blev vi sparket ud af soveposerne og efter at have slugt morgenmaden var vi afsted mod nye eventyr igen. Det pissede stadigvæk ned, men vi var ligeglade – nu havde vi fået modet til at kæmpe os videre.

Grundet gårsdagens snefald og vores omvej var vi nødt til at skulle vandre langs jernbanen igen indtil vi kunne komme til vores tredje checkpoint. I løbet af en time havde vi indhentet de andre grupper igen og således ankom vi kl. 11.30 til dagens første pause.

Vi havde endda indhentet vores tre portere og kokken, så der var smæk for skillingen i os i dag. Efter et lille besøg ved en mindre Inkaruin og frokost blev det tid til igen, at kravle op i højderne – og samtidigt begyndte regnen så småt at aftage. I løbet af tre timer gik vi næsten 1500 meter opad, til plus 3500 meter, inden vi kom ned på 3000 meter. Vi ankom til Wiñaywayna ca. kl. 16.00, men inden vi kunne nyde den smukke oversigt skulle vi lige klatre op af ca. 100 stejle og smalle trappetrin.

Det var ikke for små børn og sarte sjæle. Efter et spændende foredrag om ruinen og området fra vores guide, William, gik vi op til nattens camp. Det var nu sidste aften. Nu i toppen af regnskoven som vi gennem de sidste dage var vandret igennem. – Og minsandten om jeg ikke fandt vilde squash og avokadoer … Det er lidt vanvittigt at tænke på at er man sulten og vil spise kan maden findes ved at gå en lille tur i naturen.

Kåde som vi var købte vi med glæde øl og vin til rene ågerpriser – Dag 3 var vel overstået og det krævede sgu at vi fejrede det.

Om nogle dage vil jeg ligge min artikel op om dag 4 og Machu Picchu

/Mike

 

Den eneste ting jeg havde planlagt for min tur til Sydamerika var turen til Machu Picchu via Inkastien. 

Det betød at jeg skulle et smut forbi Cuzco og gerne et par dage før for at vænne mig til højderne. Cuzco i sig selv er også attraktivt for mig, fordi Che Guevara skrev meget om byen i sin berømte dagbog, der for nogle år siden blevet filmatiseret med titlen: Motorcykel Dagbog.

Med influenza blev det for mit vedkommende dog mest i den kulturelle del af byen som jeg besøgte, men det er også her du ser byen bygget ovenpå de gamle inkabygninger. Efter en tur på 12 timer med bussen fra Arequipa landede vi om morgenen den 29 juni. Herfra tog vi udfordringen op og gik op til vores hostel. Oprindeligt havde jeg booket en seng på Loki Hostel, men efter den gode oplevelse med Wild Rover i Arequipa besluttede vi os for at crashe festen hos Irerne. For mig som Fynbo har jeg lært at jeg har meget til fælles med Irer. Vi har det samme sindelag og generelt er vi fredelige -meget kan klares over en kold øl, men vi har en grænse! Ikke at der er sket noget, men I kender mig jo.

Det blev til et par fantastiske dage inden jeg skulle begynde min rejse gennem Inkastien – og jeg fik også besøg af doktormanden der fyldte mig op med medicin, til at slå min infektion ned. Samlet pris: 600,- godt at man har en rejseforsikring!

Oprindeligt hedder Cuzco, Quechua og oversat betyder det noget i retning af Sten af Ugler, hvilket også går igen mange steder i stensætningerne. Oprindeligt blev området beboet af Kilke kulturen, der indtog området omkring år 900, indtil Inkaerne begyndte at overtage området ca. 200 år senere. Cuzco var hovedstaden i Inkariget frem til dets afslutning i 1532.

 

 

Her i Cuzco er det bl.a. interessant at se på hvordan de bygger deres huse her. De bruger selvfølgelig beton som mange andre steder i verdenen, men primært bruger de “mursten” der er lavet af tørret ler med en form for græs, til at holde på det hele. Uden på det pudser de et lag af ler og maler med naturlige farver. Hvilket gør det til en meget speciel arkitektonisk oplevelse at se bygningerne, og særligt når man ser dele af de gamle inkabygninger virke som fundament.

Maden blev der også tid til at lære mere om. Peruviansk madkultur er idag en meget blandet hybrid fordi de udover deres egen oprindelige; og den spanske, også er præget af særligt kinesiske og japanske immigranter. Umiddelbart lyder det spændende og et typisk måltid består af en form for suppe af lokalt dyrkede ingredienser, blandet med japansk og kinesisk kogekunst. Til hovedret får man typisk ris, pomfritter (mærkeligt nok), Udkogt kød og en bunke udkogte grøntsager. Grøntsagerne er oftest gulerødder, blomkål, broccoli, asparges og måske lidt løg. Som sådan et hæderligt og ærligt måltid, der gør dig mæt. Et meget bondsk måltid.

Før min rejse hertil havde jeg som tidligere nævnt hørt meget godt om maden, men den oplevelse har jeg altså til gode endnu. På trods af at de dyrker 3000 slags kartofler i Peru har jeg endnu kun oplevet tre slags; Bagekartofler, almindelig spisekartoffel og sød kartoffel, der ikke er en kartoffel.

Udvalget af retter med linser, bønner osv. som jeg ofte har hørt om at de eksperter i at bruge i Peru er jeg endnu ikke stødt på. Men supermarkederne bugner af mange forskellige slags så hvem ved. Mine oplevelser med krydsningen mellem det peruvianske, kinesiske og japanske køkken er noget jeg endnu ikke helt ved om det falder i min smag. Og ris og pomfritter til hvert eneste måltid er altså ikke min kop te.

På turen til Machu Picchu har vi vores egen kok med og jeg håber at han kan bidrage positivt til min oplevelse. Et måltid koster typisk mellem 10 og 30 kroner – desværre har jeg ikke oplevet så mange hostels i Peru, hvor man kan kokkere selv. Til gengæld har de alle et fornuftigt køkken med international mad til kræsne sjæle- og til anstændige penge.

Til at starte med troede jeg at Cuzco lå i ca. 1800 meters højde, men efter besøget af doktormanden, fik jeg svaret på mine problemer med den tynde luft. Cuzco ligger i ca. 3500 meter højde og med gamle biler og udstødningsgasser bliver det hurtigt en udfordring at få vejret. Jeg glæder mig til at komme op i bjergene og den friske luft i morgen tidlig.

/M

Efter et par korte stop i Lima og Ica, landede vi I Arequipa. 

Arequipa er en kæmpe by i vækst, hvor der er styr på det hele til en forandring. Bystyret bruger mange ressourcer på at der er rent og ryddeligt over det hele – og ingen får lov til at snyde turisterne for meget :).

Indrømmet jeg er da ved at være træt af at se på storbyer, men det er sku en flot by at komme til efter at have set Lima og Ica. Vi boede på Wild River hostel som er Irsk ejet. Det betyder selvfølgelig at der er en ægte Irsk bar med de konsekvenser det nu har. Siden jeg ankom til Peru har jeg døjet med en forkølelse/influenza der bare ikke vil gå væk, men en tur til Colga Valley skulle nok kurere det – troede jeg!

 

 

Minus 10 grader om natten på et hostel uden varme i bjergene hjælper ikke ligefrem på det, og når man samtidigt er med til et aftenarrangement på en lokal restaurant, hvor der heller ikke er varme, gør det ikke nemmere; så nu hvor vi er på vej til Cuzco er der ingen bedring på den front. Jeg er ved godt mod så det skal nok gå.

Paul du bør bestille tid til lægen med din dårlige skulder …

 

 

 

The main event

Colga Valley er den dybeste kløft i verden og med sine mere end 4000 meter er den dybere end Grand Canyon. Området er stadigvæk beboet af Collaguas og Cabanas, som er de oprindelige beboere i området.

Det interessante ved dem, ifølge guiden, er at det var dem der lærte Inkaerne at dyrke jorden på den karakteristiske måde man ser overalt i Peru. Og andre steder i Sydamerika! Jorden bliver inddelt i forskellige niveauer og så bliver de enkelte grøntsager dyrket i det niveau der giver det optimale udbytte – og de dyrker stadigvæk deres grøntsager på den måde. Det med at det var folket her der lærte Inkaerne at dyrke jorden skal nok tages med et gran salt, fordi vores guide er selvfølgelig meget glad for sin egen historie, men jeg tror at sandheden ligger et sted i mellem, fordi Collaguas og Cabanas kulturen er ældre end Inkaerne.

Højdepunkterne var i mine øjne de to dage i kløfterne – derudover var der også mulighed for endelig at se Kondorerne i øjnene fordi vi hele tiden var oppe i 4-5 kilometers højde. Med en Influenza kan det virkelig mærkes puha ikke noget med at løbe her.

At se så mange Kondorer så tæt på var virkelig en speciel oplevelse – særligt når der stryger 3 meter vingefang 2 meter hen over dit hovede. Ja bare rolig den spiser dig ikke fordi det er det særlige ved Kondoren. Den spiser kun døde dyr da den er en ådselsæder. De kan flyve op til 250 kilometer om dagen så det er meget imponerende. Hvad der også er interessant er, at Kondoren kun har en partner i sit liv. Og hvis den ene dør, lever den anden videre alene. Det er sgu da romantisk. Kondorerne lever altid i grupper og i perioder, hvor der er mangel på mad, har man observeret at, de ældste i gruppen begår selvmord, så der er mad til resten af gruppen. Hvis det ikke er en fantastisk fugl så ved jeg ikke.

Som prikken over i’et kan jeg lige tilføje at Kondoren kan flyve op til 8 kilometers højde – slå lige den.

 

 

Dagene i Colga Valley og Arequipa betød også at der bl.a. blev mulighed for at opnå en kulinarisk oplevelse da maden i Peru efter sigende skulle være meget spændende.

Lad mig sige med det samme at der er elementer som er gode – virkelig gode, men kødet kan de altså bare ikke finde ud. Det er det værste kød jeg har fået i mit liv – og når man som jeg er blevet så forvænt med det Argentinske kød er oplevelsen endnu værre. På min videre rejse vil jeg smage mig yderligere igennem det Peruvianske køkken, inden jeg fælder min endelig dom. Jeg vil være retfærdig, men også ærlig.

Et højdepunkt var at prøve frugt fra kaktuser. Det var sgu spændende og hvilken smags- og energi bombe det var. Den første jeg prøvede var den aflange af frugterne som I kan se på billedet nederst i artiklen. Den hedder Tuna og er meget sød – virkelig delikat. Den anden, som er mere rund i det hedder Sancuya. Når man skræller den ligner den en Kiwi, men tag ikke fejl her. Den er surere end en Citron. Til gengæld kurerer den tømmermænd og renser din lever. Og den frisker dig op med det samme. Ja det er tilsyneladende den man bruger til de såkaldte tømmermænds-tabletter. Og det bedste af det hele er at man kan finde dem begge vildtvoksende i naturen næsten overalt i Peru.

Det blev også til en udfordring af de store da vi stoppede i 5000 meters højde. Her var luften så tynd at man skulle hive efter vejret. Udover luften havde jeg ingen problemer med det, så det tegner godt med min tur på Inkastien. Erik fik til gengæld blødende næse ud af det, men han havde det ellers fint udover det.

Nåh ja, så blev der blev også tid til en tur forbi de varme bade, hvor det varme vand fra bjergene gjorde godt på min kolde krop. En god oplevelse.

Det var alt for nu. Internet forbindelserne her i Peru er temmelig ustabile så derfor kommer de næste indlæg lidt spredt og forskudt af datoer så hav tålmodighed.

Vi ses

/Mike

 

Så kom vi endelig rigtig afsted. Efter i snart to måneder at have rejst rundt i Argentina og Chile med og uden Erik er vi på vejen igen. Efter en overnatning hos Ivan (Ventana Sur) i Santiago hoppede vi på et fly mod Lima. Her  blev det til en heftig aften i Loki baren. God mad, drikkevarer og rigeligt med plads … men det er et stort Hostel – så husk det hvis din vej falder forbi.

 

 

Dagen efter tog vi med en bus ud i det grå for nu var det på tide at se det rigtige sydamerika. For alvor opleve hvor beskidt, larmende og nedslidt det også er. Efter 5 timers køretur med bussen landede vi i Ica og fandt den mindste taxa der i et hæsblæsende og vanvittigt tempo bragte os til Huacachina.

Huacachina er en lille oase der ligger i yderkanten af en kæmpe ørken. Her kan man foretage sig mange ting. Bl.a. se fosiller af kæmpehvaler. Man kan også hoppe på et faldefærdigt fly og se Nazca linierne. Og så kan man gøre som Erik og jeg … Man hopper på en Dune Buggy og låner et Sandboard. Så kører den vanvittige chauffør os igennem sandet for fulde blæs op af de stejle bakker og endnu hurtigere nedad igen.

Når så adrenalinkicket er tilpas overskredet stopper han på toppen af en meget høj “bakke” og siger; “Now it’s your turn to go down”. Efter et par gevaldige overvejelser fik jeg taget modet til mig og nedaf gik det i meget høj fart. Bedst som jeg troede at mit adrenalinniveau ikke kunne blive højere overskred jeg endnu en grænse. Puha det var fantastisk.

Efter en dag i ørkenen vendte vi tilbage til Dessert Night, hvor vi sov den første nat. Efter et par velfortjente sjusser pakkede vi gearet sammen og begav os atter afsted mod nye eventyr. Destinationen denne gang er Arequipa, hvor vi skal se dybe slugter, gamle Inkaruiner og andet gammel ragelse.

Det er utroligt som ting udvikler sig her i Sydamerika. 

For en uge siden sad vi tre venner og talte om at vi skulle tilbage til Mendoza. Bare lige et par dage. To dage senere melder et par venner fra Santiago deres ankomst så tre dage blev til fire og til fem dage. Da Erik og jeg endelig besluttede os for at lette røven og komme afsted kunne vi ikke, fordi passet i Andesbjergene mellem Argentina og Chile var lukket p.g.a. sne. Så to dage blev til til 7 overnatninger.

 

 

Dagene gik bl.a. med at ride på heste hos Gauchoen Daniel, hvor jeg tidligere har været på besøg. Det var simpelthen fantastisk at ride på hest gennem bjergene. Disse heste er fantastiske og flere gange var jeg ved at sige stop af bare spænding. Forestil dig en smal stejl sti på ca. 30 cm i bredden. Til din højre side er der flere hundrede meter op til toppen. Til din venstre side er der også flere hundrede meter stejl klippe ned. På denne sti går din hest stille og roligt, i mens du læner dig godt tilbage for at distribuere vægten rigtig; uden hjelm eller noget som helst andet sidder du på en saddel med fåreskind under og fødderne placeret i bøjlerne.

 

 

Bedst som du tror at du har prøvet den mest stejle af stierne kommer du til en der er endnu mere stejl og derefter går det op igen af en endnu stejlere sti. Til sidst er du i 3500 meters højde, og du har nu en meter til hver side af dig og hvorfra det flere steder lodret går lodret ned. Og prøv så om du kan tage et billede mens du rider på din hest. Det er umuligt. Derfor er der også kun få billeder fra de få gange, vi ikke red på disse fantastiske heste. Efter 3 fantastiske dage tog Michelle afsked med os og vendte hjem til Canada igen.

 

 

De næste dage gik med at lave mad sammen med Erik, Catalina, Jenna, Ross og Smelly Guy, en skægget og stinkende abe fra Australien, og spille Monopoly. Dog ikke som du kender det. I vores udgave skulle man drikke en tår øl, hvergang man købte en grund, landede på en andens grund og en tår for hvert hus man placerede på sin grund.

Det var morsomt og sjældent har jeg muntret mig så lystigt som de dage. Vi fik gået en masse ture rundt i byen og oplevede de smukke efterårsfarver nu, hvor vintereren så småt nærmer sig. Og nåh ja selvfølgelig blev der også tid til endnu en Asado – den blev afholdt samtidigt med at finalen i Stanley Cup blev afholdt. Ja jeg er blevet Hockey fan nu. Go Boston! (sorry Michelle).

 

 

Livet i Mendoza har været fantastisk og jeg er blevet rigtig gode venner med ejerne, Luc og Matias. De er to fantastiske mennesker, der gør alt, hvad de kan for at vi kommer ud og ser bjergene og deres by; og at vi samtidigt har det godt. Det rigtige sjove er jo så, at til oktober når der er oktoberfest i München kommer Luc, der er fra Belgien til München. Det samme gør jeg, Erik, Jenna, Ross og en par stykker. Det bliver festligt og vi bliver nok nødt til at leje et mindre hus. For der skal jo laves mad til folket.

Nu sidder jeg i bussen på vej til Chile igen. Denne gang bliver det til en enkelt overnatning inden jeg flyver videre til Lima på vej mod nye eventyr.

 

 

Og jeg fik noget at bruge tiden til.

Der er nu gået næsten to uger siden jeg sidst skrev her på min rejseblog. I den mellemliggende periode har jeg været i Cordoba og Alta Gracia, hvor El Che henholdsvis studerede og voksede op. Jeg har set hans motorcykel. Den samme der inspirerede mig til at lette røven og komme ud på landevejen, og mærke livet presse sig ind på mig.

 

 

Efter et par dage gik turen videre til Mendoza, hvor jeg har været rundt og besøge vingårde; og ja jeg har smagt på rigtig gode vine. Der blev også tid til et besøg på en lille chokolade fabrik, hvor de også producerede chili, olivenolie og oliven.

 

 

Fredag for en uge siden oplevede jeg så  højdepunktet på min rejse indtil nu. Ejeren på Monkey Hostel, hvor jeg bor i Mendoza arrangerer private ture i hans Jeep. Da jeg efterhånden er ved at være træt af at gå de samme steder hen, som alle de andre wanna-be backpackere og turister var beslutningen nem; og hvilken dag det blev.

Tidligt om morgenen kørte vi mod Andesbjergene og vi stoppede alle de fede steder, hvor der ikke var andre mennesker overhovedet. Jeg fik set byggeriet af et nyt Hostel som ejeren er ved at opføre.

 

 

Bygget op i træ og kun med det mest nødvendige. Det er til dem der gerne vil opleve flere dage i bjergene, og bare har brug for en seng og et toilet. Det vil jeg jo meget gerne prøve.

Efter fremvisningen gik turen videre mod en lille by ved navn, Las Vegas, hvor vi hentede lidt ost og pølser inden vi kørte højere op i bjergene til et sted, hvor civilisationen bogstaveligt talt sluttede. Her hvor vi landede var der ingen strøm, der var kun et hus og ingen marker til at dyrke jorden.

 

 

Det eneste man kan her er at overgive sig til omgivelserne og acceptere at hvis man vil overleve, skal man have et indgående kendskab til naturen og området. For mig var den familie jeg mødte her; nogle af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Deres opgave er at passe på køerne som bønderne ejer og sikre at de ikke bliver syge. For det modtager Gaucha familien et lille beløb hver måned.

 

 

Lørdag morgen gik turen videre mod Chile. Fire af mine venner var tilfældigvis i Santiago de Chile på samme tid; En busbillet fra Mendoza koster kun 110 pesos, turen tager ca. 6 timer og går direkte igennem Andesbjergene. Så fik jeg rigtig oplevet hvor store Andesbjergene er.

Vel ankommet til Santiago og Ventura sur Hostel fik jeg besøgt 3 af mine venner. Dagen efter rejste de to og den sidste ven stødte til og det blev som sædvanlig en festlig aften. Dagen efter var vi ude og gå en tur og sørme om vi ikke stødte ind i en tredje ven fra Mendoza. Ja verden er sgu lille. Vi havde alle tre været på det samme Hostel i Mendoza og i Buenos Aires, All In Monkeys og PAX.

 

 

Jeg havde planlagt at skulle tilbage til Mendoza og det viste sig at den ene havde glemt noget i Mendoza, så pludselig blev vi enige om alle tre at tage tilbage til Mendoza. Og midt i det hele var der en fjerde person fra Colombia, der pludseligt også ville med.

 

 

Tirsdag middag (kun en dag forsinket) gik turen igen til Mendoza og Monkeys. Hvor jeg lørdag brugte ca. 6 timer på at komme til Chile måtte vi bruge mere end 9 timer på at komme tilbage til Argentina p.g.a. tolderne på den argentinske side. Vi brugte 3 timer på at de lavede absolut ingenting; 1 time på at de rodede vores tasker igennem for jeg ved ikke hvad, og så fik vi ellers lov til bare at vente uden grund i 2 timer. Jeg ved godt hvad I tænker og tro mig der var fire busser fyldt med rejsende der havde lyst til at gøre det samme ved de spader.

 

 

Nå men 3 timer forsinket ankom vi endelig til Mendoza, og vi havde med vilje ikke meddelt vores ankomst til Monkeys, så det var dejligt at glæde dem med en overraskelse. Gensynsglæden var stor og hvilken Asado vi fik. Den bedste jeg har haft indtil nu og min Chimichurri er altid et hit. I morgen kommer der muligvis to andre fra Ventura sur i Santiago sammen med ejeren derfra. Sker det er det lykkedes os tre at trække alle gæsterne fra et hostel til et andet. Det må siges at væres en succes.

 

 

Erkendelsens magt 

Da jeg forlod Danmark for en måned siden vidste jeg ikke hvad der ventede mig. Jeg havde ingen anelse om omfanget af min rejse, og hvordan det skulle gå. Jeg havde tre planer; ankomme til Buenos Aires, bo der en uge og finde ud af, hvad der skulle ske indtil mit næste punkt på rejsen; Machu Piccho.

Efter Machu Piccho foreligger der ingen planer udover at jeg godt kunne tænke mig at slutte min rejse på Cuba. Jeg havde en del ideer til steder som jeg godt kunne tænke mig at opleve, men det var den praktiske del. Hvad der skulle ske med mig som menneske havde jeg ingen ide om, udover at jeg vidste, at det ville forandre mig og dermed danne mig som menneske.

 

Modet til at give slip

For mig handler det lige nu om at fare vild og ikke vide, hvor jeg er – at miste fodfæstet og give slip på alt det der binder mig fast til hjemlandet – give slip på trygheden ved mit netværk og min familie. Det har betydet at mange af jer derhjemme oplever at I ikke længere er på min venneliste på Facebook. Det beklager jeg, men lad mig understrege at det ikke er personligt – min kærlighed til jer alle er stadigvæk intakt. For mig lige nu er det nødvendigt at klippe strengen, der forbinder mig til jer; ellers kan jeg ikke give slip og være her 100 procent. Indtil nu har jeg været her 90 procent og 10 procent hjemme; og det forhindrer mig i at fokusere 100 procent på min mission; At finde mig selv og den vej jeg skal tage i livet. Jeg vil forsætte med at skrive her på min blog, og jeg håber I stadigvæk vil følge med derhjemme. Skriv endelig en kommentar, hvis det jeg beretter om fanger jeres interesse.

 

Min rejse & mit liv

Indtil nu har min rejse været fantastisk, jeg har set så mange spændende og spektakulære ting og mødt så mange interessante mennesker, at det fra tid til anden kan være svært at fatte omfanget af mine oplevelser og erfaringer. I den forbindelse vil jeg gerne fortælle de vigtigste ting jeg har lært indtil nu; Jeg har fundet ud af, hvordan jeg lærer … for mig handler det om at få fingrene ned i materien, jeg skal røre og arbejde med det jeg skal lære. Det opdagede jeg hos mine to fantastiske spansklærere, Ani og Silvi hos BASP.

På tre dage lærte jeg mere spansk end nogensinde før; og jeg håber at jeg kan få tid til at komme forbi hos dem igen og lære mere. Den anden ting er at jeg har noget med mad – jeg har haft det på fornemmelsen længe, men jeg har også været usikker på om jeg nu også kunne det godt nok. Det ved jeg nu og jeg er taknemmelig for den gave det er; at have evnerne til at lave et godt måltid mad andre sætter pris på.

Lige siden jeg blev født har jeg aldrig rigtigt følt mig som en del af “gruppen”. Jeg har altid følt mig udenfor og aldrig virkelig følt mig hjemme nogen steder. For mig har det næsten altid handlet om at gøre andre tilpas for at kunne blive en del af dem jeg er sammen med. Måske er jeg ved at komme tættere på en lindrende forklaring, hvorfor jeg har det sådan. Jeg ved i dag at der, hvor jeg følte mig mest tilpas, var i mine år sammen med Louise og det skylder jeg hende stor tak for – samtidigt var jeg ofte også meget ulykkelig fordi mit liv ikke bevægede sig og udviklede sig som jeg havde håbet på.

Livet sammen med Louise gav mig styrken til at holde ud og kæmpe og det er jeg hende for evigt taknemmelig for. Vi har alle drømme og passioner der kan give os glæde i livet, men jeg også samtidigt at vi bange for at leve dem ud. Der er noget, som holder os tilbage, og det er min opfattelse at det forhindrer os i at leve vores liv som det var meningen; og dermed hindrer det os i at komme tættere på hinanden.

Når man som jeg, lever på hostel møder man hver dag nye mennesker -og indtil for nylig var det typiske spørgsmål som; Hvor er du fra?, Hvor lang tid har du rejst?, Hvor skal du hen?, Hvad hedder du?, Hvad laver du derhjemme? o.s.v. Jeg ser dem nu som en række trivielle og praktiske spørgsmål, der har til formål at skabe en fælles forståelsesramme og identificere ligheder mellem de personer man møder. Den tryghed der ligger i at holde sig indenfor den ramme gør, efter min overbevisning, at det nemt bliver overfladisk og vi kommer aldrig rigtig tæt på. Ligesom at de fleste straks tilføjer en som ven på Facebook.

Det virker så tomt og ligegyldigt – og efter min mening giver det en falsk tryghed, der i sidste ende blot gør en mere ensom og fortabt. Så på det sidste har jeg prøvet en anden indgangsvinkel. I stedet for standardspørgsmålene går jeg direkte til navnet og derfra spørger jeg til deres drømme og passioner. For mig virker det meget bedre, fordi alle har noget de virkelig brænder for; og at opleve gnisten i deres øjne, når de fortæller om deres passion er det mest fantastiske øjeblik hvergang! Så kan vi altid tale om trivialiteterne senere når vi skal placere hinanden geografisk, og i livet, hvilket også er interessant.

 

Mine planer

I morgen tidlig rejser jeg fra PAX mod vest. Jeg lander i Cordoba i morgen eftermiddag og derfra bevæger jeg mig mod Mendoza og over til Santiago de Chile. Derfra vil jeg bevæge mig nordpå til mit næste mål; Machu Piccho. Det bliver rigtig spændende og jeg glæder mig til at komme videre med at opleve dette fantastiske kontinent og komme tættere på at nå min mission; At finde ud hvem Mike virkelig er og hvor dybt kaninhullet er ?

Jeg savner jer allesammen og husk min kærlighed til jer er stor.

Knus, kram o.s.v. Kh. Mike

En rejse ud i den vilde og barske natur

Inden min snarlige afrejse fra el calafate må jeg lige lette mit hjerte til jer endnu engang. Meget spændende er sket siden jeg vendte helskindet retur fra gletsjerne. Mandag aften blev jeg inviteret med af personalet til et gøgler arrangement, hvor de selv skulle optræde.

Det startede først klokken 01.00 og for at komme derover skulle jeg igennem et temmelig skummelt kvarter. Bagefter fik jeg at vide at jeg skulle have taget en taxi, fordi området er temmelig brutalt. Med to arme og to ben intakt landede jeg klokken 00.00 på Melmac som stedet hedder; og hvilken oplevelse det var. Der var leg med ild og klovnesjov som jeg af gode grunde ikke helt forstod, men lydene og stemningen var ikke til at tage fejl af.

 

 

For mig var det rart at møde personalet under helt andre omstændigheder og jeg kan mærke at de satte stor pris på at vores lille gruppe havde lyst til at opleve, hvad deres passion her i livet er. Desværre havde jeg kun min iPhone med og den tager jo desværre ikke de bedste billeder når mørket falder på …

Tirsdag tog jeg en hviledag som jeg brugte på at sove, få et varmt bad og proviantere; uden mad og drikke duer helten jo ikke. Jeg fik også tid til at få set på lokal området.

Naturreservatet 

Onsdag var så min sidste dag i dette fænomenale sted, hvor roen og nærværet var i højsædet. Stedet, hvor man lige skal afklimatiseres en dags tid inden man falder til ro og giver sig hen til naturen, og de smukke scenarier den har at byde på her. Her dratter man omkuld af træthed når klokken omkring klokken 9 – 10 om aftenen, for alt den friske luft gør dig helt naturligt døsig når mørket falder på. Jeg startede dagen med at byde på blødkogte æg til et par andre backpackere jeg havde mødt aftenen før.

 

 

De skulle videre til El Chaletan, der ligger nordpå. Det er et område jeg ikke nåede at stifte bekendtskab med denne gang – måske næste gang. Herefter gik jeg ned til naturreservatet der ligger ca. en halv times gåtur fra mit hostel. Efter at have rejst rundt i så mange kæmpe store naturreservater gennem årene, blev jeg noget forbavset over,  hvor mange fugle der kan leve på så lille et område. Det lykkedes mig flere gange at komme helt tæt på og virkelig mærke suset ved at være på lige her og nu. På trods af kulden var her også flamingoer, men de var svære at komme tæt på fordi de stak af hvergang jeg var tættere på end 50 meter … men rovfuglen jeg desværre ikke kender navnet på. Den var fuldstændig ligeglad med mig, indtil jeg var 3 meter fra den.

 

 

Smag på fortiden

Efter min tur rundt i reservatet var det tid til lidt kultur og historie undervisning. Efter en kortere tur ud i landskabet landede jeg ved strandkanten af Lago Argentino.

Her fik jeg set hulemalerier der efter sigende er mere end 4000 år gamle. Det interessante her er at fortidens mennesker satte deres aftryk til eftertiden. Måden man kan genkende en mande -og kvindehånd fra hinanden er at mandens aftryk er som et negativ – det vil sige at der er malet udenom hånden. Kvindens er afbildet som et positiv, hvilket betyder at farven kommer direkte på håndfladen, hvorefter aftrykket sættes på væggen. Desværre har tidens tand efterhånden udvisket oldtidsgrafittien.

 

 

Derfor har de flere steder været nødt til at replikere for at bevare det for eftertiden. Enkelte af malerierne beskriver hele livscyklusen for fortidens beboere. Der blev også tid til at smage på fortiden. Hele området omkring El Calafate er groet til med planter, som kan spises og bruges til at dufte godt. Sidst nævnte hedder Paramela og dens duft minder meget om eucalyptus … en rigtig god duft.

Den anden jeg stiftede bekendtskab med hedder Romerillo. Den bruges som krydderi. Når du smager på den har du tre forløb; først smager den af mild peber – derefter følger en diskret smag af rosmarin el. timian – til sidst får man en bitter smag på tungen og den breder sig om i nakken. Den er virkelig delikat og jeg fik selvfølgelig provianteret af den eftersom den gror over det hele. Jeg har en opskrift klar om et par dage på mad med venner. Romerillo smager fantastisk i en hønsesuppe med salt, citronskal -og saft.

 

 

Selve El Calafate var oversvømmet for 10.000 år siden. Senere flyttede der folk hertil og de levede for sig selv indtil omkring 1500-tallet, hvor de første hvide mennesker viste sig. Og med det kom syfilis, hvilket udryddede mange af de indfødte. Nu til dags er El Calafate et meget tørt område. Der falder kun 300 mm regn om året og det har sin afsmitning på mulighederne for at dyrke grøntsager og avle dyr. Det betyder igen at indkøb hernede i nogle tilfælde er dobbelt så dyrt som Buenos Aires. Hvad der til gengæld mangler på indkøbsfronten, bliver så rigeligt kompenseret med den fantastiske natur, og de smukke scenarier som omringer en over det hele.

Et par noter omkring El Calafate; byen har oplevet store problemer med plasticposer i naturen og det ses tydeligt når man kommer uden for byen, hvor store områder flyder med brugte plasticposer. I et forsøg på at løse det har man forbudt plasticposer. Derfor kan man kun købe stofposer til 5 pesos stykket i butikkerne. Alternativt kan man nappe sig en papkasse til sine varer. Det syntes jeg er en temmelig interessant fremgangsmåde.

Når du skal rejse fra El Calafate bliver du opkrævet en ekstra lufthavnsskat på 38 pesos. Det er det der går under navnet “Gringo Tax”. Tilsyneladene er det meget normalt i Sydamerika.

 

 

Nå men tilbage til det positive som har udgjort 99,99999 procent af min rejse hernede. Jeg boede på America del sur og kommer du forbi disse fronter er det et dejligt sted at bo og personalet er søde og rare og der er rent – fordi du skal tage dine sko af i indgangen – der er nemlig varme i gulvet og det er jo dejligt.

På vej til lufthavnen kørte jeg med den bedste chauffør. Han bød på gammel blues i sin gamle og knitrende radio. Det var så smukt at se solen stå op bagved bjergene mens den triste stemme bragede ud af højtalerne og mens det tørre landskab gled forbi i et afdæmpet tempo. Nyd billederne herunder ¡Ciao!

 

 

 

Dag 1

Man fatter simpelthen ikke hvor stort det er før man står der. De sidste to dage har jeg rejst rundt i et vidunderligt miljø. Jeg har trekket på Moreno gletsjeren som “kun” fylder lige så meget som hele Buenos Aires.

Jeg har sejlet på Lago Argentino som er den største sø i Argentina. Jeg har oplevet en natur så vild og uforudselig at jeg har svært ved at finde de rette ord til at beskrive min oplevelse. Jeg har oplevet et område så uberørt, det nu kan lade sig gøre i disse tider.

Den første dag startede med at jeg blev hentet på mit hostel, America Del Sur klokken lort om morgenen, hvor nattefrosten ikke ville give slip og lade solen komme til. Herfra gik det med bus til Parque Nacional Los Glaciares. Derfra gik vi ombord på båden der sejlede ud til Moreno gletsjeren der strækker sig over et område på 250 km2 – den største herude er Upsala gletsjeren som er tre gange så stor.

 

 

Vel ankommet til gletsjeren fik vi en grundig instruktion i reglerne for området og hvordan vi skulle begærde os på gletsjeren – den vigtigste regel var; “If you fall you die and I’m going to Slayer Concert in Buenos Aires next week and that will make me unhappy … so you don’t fall”.

Derfra bevægede vi os igennem en større strand for at lande ved foden af gletscheren. Ved gletcheren fik vi monteret crampons så vi kunne stå fast på isen. Det var en nervepirrende oplevelse at gå lige forbi det ene hul større end det andet, og høre hvordan isen under os arbejdede. Man får stor respekt for de kyndige instruktører når der opstår en temmelig stor revne lige ved siden af, hvor man vandrer.

 

 

Efter lidt over tre timer landede vi i en mindre dal, hvor vi blev budt på whisky med frisk gletscher is. Det var sgu en delikat oplevelse, men det gjorde også nedstigningen lidt mere spændende når man nu rendte rundt med en lille skid på.

Fire timer efter vores opstigning på gletsjeren fik vi fast grund under fødderne igen og efter en velfortjent frokost var det tilbage til fastlandet og videre til den modsatte kyst hvor vi fik set gletsjeren fra den anden side – lidt turistet, men det gav god mening for at prøve at begribe størrelsen på den diskrete isterning.

 

 

Moreno gletscheren flytter sig nogle steder op til 1 ½ meter om dagen. Hvert år afgiver den ca. 30 procent af sin samlede masse til søen og det betyder nogen gange at det område vi blev sat i land på, bliver helt oversvømmet. Oversvømmelsen kører efter en fast mønster år efter år.

Det er skræmmende at tænke på de kræfter som en gletsjer besidder.

 

Dag 2
Efter en nat med sparsommelig søvn fordi jeg igen havnede i festligt lag var det atter tid til afhentning og nye eventyr. Denne dag stod i sejladsens navn. Efter en time i bussen landede vi ved Puerto Bandera, hvor båden ventede på os. Solen var ikke engang ved at overveje om den ville stå op og temperaturen sagde meget lille. Efter 2 timer i fuld fart med stop undervejs landede vi ved Spegazzini Gletsjeren der rager højest op i luften af alle gletsjerne, der er 10 i dette område. Nogle steder rager den over 100 meter op. På denne tid af året er der steder hvor det er svært at komme til, så mit håb om at komme til at se den største af dem alle, Upsala, der er den tredje største i verden kunne desværre ikke indfries – der var for mange isbjerge der spærrede for trafikken ind … og vi har ikke brug for en mini udgave af Titanic …

 

 

Derfra gik turen videre mod bl.a. Moreno gletsjeren igen, men denne gang fik vi set den fra den nordlige side. Dagen før bevægede vi os rundt på den sydlige side så det var spændende at se den anden side af isterningen. Hvor vi dagen før havde solskin og fornuftige temperaturer var denne dag præget af en isnende kulde og regn, så jeg var glad for at jeg havde pakket de lange underbukser i min backpack.

 

 

Hvis du undrer dig over navnet på den største af dem alle, Upsala, så skyldes det, at Uppsala Universitet i tidernes morgen sponsorerede den første skandinaviske ekspedition til gletsjeren. Uppsala Universitet er i øvrigt det ældste universitet i Skandinavien og det blev stiftet i 1477 – så ved du det nu.

På trods af sin massive størrelse går Upsala gletsjeren heller ikke fri af klimaforandringerne og den mister hvert år mere og mere af sin samlede masse.

 

 

 

 

 

 

Så blev det tid til den store aften … og hvilken udsøgt fornøjelse det var at deltage og bidrage til dunsten af hvidløg i dag. For at kunne lave den rigtige Asado kan du bruge denne beskrivelse. 

Man starter dagen før med at lave sin egen chimichurri (find opskriften her: Chimichurri). Herefter går man ud og fester med sine venner så man vågner op dagen efter med de onde tømmermænd. Herefter tager man et smut ned til den lokale slagter og køber 7 kg kød – i Argentina er det kun mad til 12!

Fra slagteren går man over til sin grønthandler så der er til lidt salat og kartofler – på vejen hjem finder man også et par poser trækul. Når man så er færdig med at handle går jagten ud på gaden for at finde et par trækasser, der skal bruges til at starte bålet, hvorpå man skal tilberede sit lækre kød.

Herefter går det slag i slag og folk dukker op efterhånden som duften af grillet kød, spreder sig lystigt fra toppen af huset. Når man er så mange som vi var – grillede vi kødet løbende og skar det ud i mundrette stykker så kunne man dyppe sit kød i chimichurrien. Det er ikke normalt at man serverer grøntsager og kartofler til asado. Men jeg vurderede at det var nok var meget fornuftigt med et grønt indslag.

Helt grundlæggende kræver en Asado; at du har hjertet med, at du har de gode råvarer og kan improvisere. Det var fantastisk og jeg kan lave den onde chimichurri nu.

 

 

Hvor jeg får energien fra ved jeg ikke, men det er fænomenalt at være så fri til at gøre, hvad jeg har lyst til. 

Hver eneste dag vågner jeg op med det største smil på læberne og er klar til at møde dagens oplevelser.

En typisk dag for mig er at jeg står op og dyrker lidt yoga, spiser en god morgenmad og derefter ud og gå en lang tur rundt i byen. Undervejs skyder jeg en masse billeder og køber en masse dejlige grøntsager og nogen gange lidt kød. Herefter er det tilbage til PAX og kokkere.

 

 

Her på PAX er mine eskapader i køkkenet blevet det store samtaleemne og alle kommer forbi for at dufte og smage på min mad. Nogen bliver inspireret til at deltage i madlavningen og vi får talt om de basale elementer, der skal til for at lave et godt måltid. De fleste ender med selv at prøve sig frem i køkkenet … og jeg skal altid smage på deres mad; fordi de vil gerne have at jeg kan lide det. For mig er det så spændende at kunne viderebringe min viden om madlavningens kunst, og det er meget bekræftende at smage og opleve, hvordan de andre finder glæden ved et hjemmelavet måltid mad. Jeg får så meget ros at det næsten er ved at være for meget af det gode, fordi for mig er det jo bare et måltid; der skal give mig god energi til at møde dagen.

 

 

Som i nok kan læse har jeg fundet noget her, der giver mig en stor glæde i livet og jeg er meget taknemmelig for, at det jeg har at bidrage med i livet kan berige andre menneskers liv. Jeg kan med stolthed i stemmen sige at jeg er lykkelig -og jeg har aldrig før i mit liv følt mig så meget i live som lige nu og her. Hver dag bringer mig et sus af glæde og gode minder og de mennesker jeg har været så heldig at møde på min vej mig værdsætter jeg meget. Livet på landevejen er den bedste måde at leve på, fordi jeg tvinger mig selv til at være i kontakt med mig selv og mine omgivelser; ellers klarer jeg den ikke.

 

 

På mandag starter jeg på spanskkursus så jeg kan lære at konversere med de lokale. På lørdag skal jeg til eksamen, fordi personalet her på PAX har spurgt mig om jeg vil stå for at arrangere maden til en grillfest for personalet og de andre drømmere. Menuen kommer til at bestå af en masse forskellige udskæringer af kød og pølser. Til kødet skal vi have nogle gode kartofler og en frisk salat … og jeg skal forsøge mig med min version af chimichurri. Jeg håber den falder i god jord og at jeg gør det rigtigt nok; men når jeg kan koge ris som en kineser falder på halen over må jeg have fat i noget rigtigt.

 

 

Når vi rammer lørdag om 8 dage går min tur videre mod El Calafate. Det er blevet tid til at se gletchere og mærke kulden på min hud igen.

Livet er sku fantastisk så se at komme ud og opleve det inden det er for sent, men inden da så brug lige et par minutter på at nyde mine seneste billeder ?

 

 

 

… Til det mest fantastiske sted i verden. Aldrig har jeg følt mig så meget i live som nu. Efter at have været på landevejen i fem dage landede jeg i Buenos Aires igen. 

Det var som at komme hjem igen og personalet huskede mit navn og bød mig velkommen tilbage – det var rart at sove i en ren seng og være sammen med mine nye venner igen. Selvfølgelig skulle det fejres på behørig vis og når øllet kun koster 15 ,- har det jo sin pris. Fik jeg sagt at det er for 1 liter øl. Det smager jo fantastisk og hovedet har det også derefter.

 

 

I dag har jeg været tidligt igang og turen gik blandt andet til et lokalt fødevaremekka, hvor man kan købe mange ting. Kød, de bedste udskæringer og den bedste kvalitet – Frugt & grønt, helt friske og med en perfekt sprødhed og smag og så kan man købe friske æg og hjemmelavede oste. Og er det ikke nok, er halvdelen af markedet dedikeret til antikviteter.

 

 

Herefter var jeg en tur i supermarkedet, hvor jeg fik provianteret kaffe, krydderier, olie, smør og mælk. Til sidst gik jeg hjem og brugte 3 timer i det primitive køkken på at lave først en lækker salat med en dejlig olieeddikedressing til forret. Herefter lavede jeg mine ovnkartofler og grillet peberfrugt og den bedste bøf jeg nogensinde har fået. Det var fantastisk og prisen gider jeg ikke fortælle jer om, fordi det er fuldstændig vanvittigt hvor billigt det er. På min indkøbstur kom jeg lige til at skyde et par billeder mere som I kan se herunder.

 

 

Lige nu og her er jeg lykkelig. Alt er som det skal være og jeg har det godt. Livet hernede tiltaler mig i den grad og tanken om at flytte herned ligger og ulmer. Det er skørt, men jeg har en følelse af at det er her jeg hører til – det er her jeg skal leve mit liv. Jeg kan få timer til bare at gå rundt og se på den by jeg bor i lige nu. Her er så smukt og scenarierne får mig helt til at tabe pusten – det er bjergtagende og så smukt at jeg bare må have mere. I morgen har jeg fået en lille opgave fordi der er af de andre gæster der har fået tekniske vanskeligheder med sin mac … vi ses.

 

… Over den skønhed der omringer mig her i Iguazu. Der er varmt som en i helvede og man sveder konstant og drikker spandevis af koldt vand. Når det endelig bliver aften og temperaturen er faldet ned til et anstændig nivaeu sidder man på det lokale spisested …

For sådan et fandt vi … bedre mad og halv pris … bedre service – og fordøjer dagens spektakulære oplevelser. Iguazu er meget mere end bare vandfaldet. Det ligger som en del af regnskoven. Man traver rundt mens det gigantiske vandfald folder sig ud fra alle sider og du spotter; aber, mærkelige insekter, slanger og flotte fugle.

 

Jeg kommer til at savne dig. Jeg var lige faldet til og nu skulle vi til at have det så hyggeligt, men asfalten kalder på mig igen. Når solen går ned sætter jeg mig i en bus der bringer mig og min ven, Erik (USA) til Iguazu.

Det bliver en tur på 18 timer, hvor der kan blive tid til at fordøje indtrykkene fra de sidste par dage. Der var mange ting jeg gerne ville have set som jeg ikke nåede … men bare rolig jeg kommer snart igen. For jeg skal ud og vandre formålsløst rundt i dine gader mi amigo. Jeg skal overraskes over det du gemmer på – ved hvert et gadehjørne venter en ny historie og ved hvert et gadehjørne venter der mig en gave.

I går aftes ventede der endnu et fabelagtigt event. La Bomba De Tiempo, som er et “lille” band der ikke laver andet end at spille trommer i mere end 2 timer. Det var en rigtig god oplevelse som man ikke må snyde sig for, når man er i Buenos Aires. Du finder dem typisk i Ciudad Cultural Konex, hvor de bombastisk spiller op til stammedans. Det er et gammelt industrikompleks som har den helt rigtige urbane stemning – dejlig ukompliceret, men pas på fødderne når du skal på toilettet, for kloakken virker ikke som den skal …

Det ser farligt ud her i Buenos Aires … og ja vist de har haft deres finanskriser at slås med, men det betyder slet ikke noget. Det er livet, der er det vigtigste så skide værd med at affaldet ligger og flyder på gaden. 

Der er nu gået 2 dage siden jeg er landet og det har været travle dage. Den første dag drattede jeg omkuld kl. 4 om eftermiddagen lokal tid og vågnede kl. 3 om natten … i går startede min dag så kl. 05.30 og jeg holdt den kørende til kl. ca. 2 i nat – Jeg husker det ikke helt præcist fordi jeg blev introduceret for en fantastisk spændende selskabsleg ved navn Beerpong, som jeg vil berette om på et andet tidspunkt.

Før denne lystige selskabsleg var jeg med mine nye venner til en fodboldkamp – et brag af en kamp. Det var en lokal klub der hedder, River der tog i mod All Boys. Deres station får vores nationalpark til at ligne en træningsbane. Det var virkelig en oplevelse, men desværre kunne lokalholdet ikke holde distancen og de tabte 2-0 til All-Boys. Der er en chance for at jeg rejser videre allerede i morgen aften. Jeg skal op til Iguazu som er et mindre vandfald, der ligger midt imellem Argentina og Brasilien. Vi er en tre-fire stykker der rejser derop over et par dage, men om det bliver i morgen eller på onsdag må tiden vise.

Hasta la vista …

Og puha, hvor er jeg rundt på gulvet. Alting er gået som planlagt, selvom jeg var nået helt ud til lufthavnen og der opdagede at jeg havde glemt min jakke. Heldigvis havde jeg sat god tid af til det hele – så min gode ven hr. Work, der havde kørt mig derud var frisk på en tur tilbage og afsted til lufthavnen.

Afsted kom jeg og kl. 19.05 steg jeg af flyet i Madrid. Her havde jeg 6 timer indtil flyet mod Buenos Aires lettede kl. 01.00 i nat. På flyet mod Buenos Aires var jeg så heldig at have 4 sæder for mig selv, så jeg fik da sovet lidt på tværs af sæderne. Det var en dejlig tur og personalet var så søde og rare. Der manglede intet på hele turen. Efter 2 ½ time med paskontrol og bagageudlevering fandt jeg min bus mod Puerto Madero. Det var en dejlig tur, hvor jeg fik set meget af byen. Herefter var det bare at finde metro stationen og linie C mod Indenpendicia, hvorefter jeg skulle gå 10 minutter for at komme til min destination; Salta 990. Her skal jeg bo de næste 7 dage og jeg har mit helt eget værelse. Bad og toilet ligger lige overfor og jeg skal kun dele det med det andet værelse der ligger på min etage. Jeg har direkte adgang ud til den dejligste tagterasse, hvor der bliver fyret op i grillen når vejret er til det.

Nu vil jeg bruge den første dag på at komme i stand igen, spise lidt friske grøntsager og frugt … 36 timer på fastfood er sku hårdt for kadaveret, men kaffen var god i Madrid ;-). De næste par dage vil jeg udforske byen og finde frem til den adresse, hvor Che Guevaras familie boede inden han tog afsted for at redde verdenen. Hvad der skal ske herefter må tiden vise.

Hasta la victoria siempre